Home
USA fortsat

USA 2009

 

24. august

Så kom dagen endelig. Efter mange måneders planlægning og drømmen sig væk til "The happiest place on Earth" var det i dag, at vi påbegyndt vores rejse til Disney World i Florida.

Morfar kom lidt i 8 og kørte os til Tirstrup, hvor vi havde noget besvær med, at få tjekket ind, da Rasmus havde læst forkert med, hvor meget bagage vi måtte medbringe, så vi var nødt til at lave en del omrokeringer.
Flyveturen til Stansted gik fint. Rasmus sad for sig selv og fik en lille lur, mens Christina og Thomas læste bøger, snakkede om skyer og så tegnefilm.


I Stansted spiste vi frokost, inden vi tog bussen til Gatwick. Her fik Thomas og Rasmus (igen :-) ) sig en lille lur. Fra Gatwick tog vi en shuttlebus ud til hotellet, hvor vi skulle overnatte. Her blev vi indlogeret og efter en del omorganisering af vores bagage (Continental er mere large med, hvor meget bagage vi må have med) gik vi ned til poolen, hvor vi hyggede os, indtil det var tid til aftensmad. Vi fik en fin tre retters menu.

Efter maden legede Thomas og Christina Kaptajn Klo og krokodille, det var ret sjovt, tik tak, tik tak! Da Thomas endelig faldt i søvn, spillede Rasmus og Christina kort, og Rasmus vandt stort.

 

25. august

Dagen startede med en gang engelsk morgenmad. Rasmus blev godt mæt, da han også spiste det meste af Thomas og Christinas morgenmad.
Turen til lufthavnen gik hurtigt, og vi gik mod check in. Her fik vi dagens mest ubehagelige overraskelse - Flyet var 2 timer forsinket!! Så pludselig havde vi over 6 timer i lufthavnen. Men tiden gik heldigvis hurtigt.


Flyveturen gik fint, Thomas fik en lille lur undervejs, men var vågen det meste af vejen. Han nød de små gaver, som han fik af os undervejs.

Velankomne i Orlando gik vi mod immigrationen. Der var lang kø, og det syntes Thomas ikke var sjovt, men han var jo efterhånden også ret træt. Turen til hotellet gik hurtigt.

Da vi kom hen på værelset, fik Rasmus og Thomas dagens gode overraskelse - Hver deres gavekurv fra Mickey.

Thomas ville ikke i seng efterfølgende selvom klokken efterhånden dansk tid var 3.30, men han faldt nu hurtigt i søvn.


Vi andre fik pakket lidt ud, og set lidt på alle de ting, som vi havde bestilt leveret til hotellet.

 

26. august

Thomas vågnede ved 7 tiden og var heldigvis frisk. Så vi stod op og hyggede lidt på værelset, inden vi gik op for at spise morgenmad. Rasmus nød, at der var pandekager. Vi andre ville hellere have en bagel, omend Thomas var noget utilfreds over, at den var skåret over.

Vi tog bussen ind til Magic Kingdom omkring 9.30. Vi startede med at gå ind i land. Her var der ingen kø til Buzz Lightyear, men Thomas ville ikke derind, så vi gik videre. Vi gik ned til nogle racerbiler, hvor Thomas og Rasmus satte sig ind i en bil, men da det kom til stykket, var det for meget for Thomas og de stod af igen. I stedet for gik vi til Toontown hvor vi så Mickey Mouses hus. Derefter stod vi i kø, for at møde Mickey (Thomas har i mange måneder snakket om, at han skulle give Mickey et kram). Vi var lidt spændte på, om Thomas ville blive bange, da han ikke har været glad for de figurer vi har set i Danmark. Men han nød det rigtigt. Vi så både Mickey og Minnie.

Efter at have hilst på musene, gik vi hen for, at købe nogle Mickey ører til Thomas. Han valgte disse:

Efter frokost, var vi ude at flyve med Dumbo, ride på heste, se 3D film og inde og se Peter Plys. Vi var også en tur i "it's a small world".

Vi skulle spise aftensmad på et resort uden for Magic Kingdom, så vi tog en båd derover. Det var mad fra Hawaii, lavet over åben ild og serveret ved bordet. Vi fik meget mad, faktisk så meget, at vi syntes, at det var frås. Men lækkert var det.

Efter aftensmaden tog vi tilbage til Magic Kingdom. Her prøvede vi Aladdins flyvende tæppe, så pirater og var på jungle safari. Thomas hyggede sig rigtigt.
Vi sluttede dagen af med fyrværkeri. Thomas fik et lyssværd, som han var ret glad for. 


Thomas faldt i søvn i bussen på vej hjem, efter en lang men god dag.

27. august

I dag skulle vi til Animal Kingdom. Thomas vågnede dog først omkring 8.45, så vi kom ikke så tidligt afsted som planlagt. Vi fik også lige skypet med Mormor, så vi kunne høre til misserne, og Thomas viste hende flere af de ting, som han har fået.

Velankomne i Animal Kingdom, tog vi på en safari, hvor vi så en masse dyr. Bagefter kørte vi med et gammelt tog ud til en lille petting zoo hvor Thomas fik klappet et par geder.

Da vi havde fået frokost skulle Thomas have sig en lille lur. Netop som han var faldet i søvn så vi på et skilt, at man kunne møde Æseldyret, så det måtte Christina jo ned og gøre.

Bagefter var Rasmus inde og prøve en forlystelse med dinosaurer. Thomas sov dog ikke ret længe, så vi gik hen til en legeplads, hvor han boltrede sig et godt stykke tid.


Så var det parade tid. Vi så en rigtig flot parade. Thomas nød den rigtigt, men var ikke så glad for det, når figurerne kom for tæt på. Bagefter ville han ned og se Mickey og Anders And, men da det kom til stykket ville han ikke for tæt på, så det blev Christina, som kom på billederne.

Så var det blevet tid til Rasmus Everest tur - En vild rutsjebane, som han nød. Vi andre stod pænt nede på jorden og ventede.

Vi spiste aftensmad på Yak & Yeti - en nepalesisk restaurant. Maden vi fik, var utrolig lækker, det var dog lidt en kamp, at få Thomas til at spise. Han spiser ikke så meget her i varmen - og i dag var det virkeligt hedt.

Efter aftensmaden tog vi hjem til hotellet, hvor Thomas legede lidt inden vi gik en tur ned i poolen. Han ville ikke hjem og i seng, men han sover nu sødt alligevel sammen med pirat Mickey.

28. august

I dag skulle vi i Hollywood studios. Thomas havde glædet sig meget til at skulle se Mickey Mouse klubhus, men da det kom til stykket, ville han ikke rigtigt alligevel, så vi så kun en del af showet inden vi gik ud igen.

Vi gik i stedet ned til en legeplads "Honey, I scrunk the children" hvor Thomas rigtigt hyggede sig. Vi skulle egentlig have spist frokost på en restaurant, hvor der også var figurer fra "De små Einsteins", men da Thomas stadigvæk ikke er glad for Disney karaktererne, gik vi i stedet ind på SciFi. En restaurant, hvor man sidder i biler og ser film (som en drivein biograf fra 50'erne).

Efter frokost var Rasmus inde og prøve Toy Story Mania, mens Thomas og Christina så sig lidt omkring. Bagefter var det Christinas tur, og Rasmus og Thomas gik ned på legepladsen igen.
Da vi havde leget et stykke tid, gik vi op til en attraktion, hvor man kunne lære, at tegne Disney figurer. Vi tegnede Andersine og Minnie Mouse.

Vi så lidt af en parade inden vi tog bussen hjem til hotellet. Her var Rasmus og Thomas en tur på legepladsen og henne og lege med nogle vandstråler.
Vi tog ind til Downtown Disney hvor vi fik aftensmad på Earl of Sandwich. Christina mindes, at de havde noget rigtigt godt mad, men enten har hun en dårlig hukommelse, eller også har standarden ændret sig, for maden var bestemt ikke god!

Efter aftensmaden gik vi rundt og kiggede i butikkerne og fik shoppet lidt souvenirs. Vi sluttede aftenen af med en is, inden vi tog bussen hjem. Thomas sagde han ikke var træt, men han har været vågen fra 7.30 - 21.45, så mor og far var ikke helt enige ;-)

29. august

Et ord beskriver dagen i dag - hot - det har været rigtigt varmt og fugtigt i dag.
I dag stod den på Sea World. Thomas vågnede klokken 7, så vi stod op og gjorde os klar. Vi var fremme ved Sea World lidt over 9, så det var helt perfekt.
Vi startede med at se på sæler der blev fodrede. Vi var næsten de eneste der var der, så det var en helt anden oplevelse end i Disney World hvor der er mange mennesker overalt. Derefter gik Rasmus ned og prøvede en rutsjebane mens Christina og Thomas så på alligatorer.

Da Rasmus kom tilbage var det næsten tid til show. Thomas ville først ikke med, men så fortalte vi ham, at der var papegøjer med, og så skiftede han mening. Det var et rigtigt flot sjov: Delfiner svømmede og sprang, papegøjer fløj rundt om ørerne på os og akrobater lavede flotte øvelser i luften.

Da vi var færdige gik vi op og så på hajer og andre farlige dyr. Vi så også en "Sea Dragon". Sådan én havde vi ikke set før. Prøv at find den på billedet:

Thomas fik også lov til at fodre hajerne. Det var vist sjovt:

Da hajerne havde fået mad var det vores tur. Christina og Rasmus fik en sandwich og en wrap. Thomas spiste mest vandmelon.

Så var det showtid igen. Vi skulle se Shamu og de andre spækhuggere. Det var et flot show, men der var lidt for megen amerikansk patriotisme over det til vores smag.

Da showet var slut skulle Thomas have sig en lur, men han sov kun et kvarters tid inden han vågnede op og syntes han var frisk. Så vi gik ned på en stor legeplads, hvor han kunne klatre rundt. Der var et kæmpe tårn med net (Thomas kalder dem for edderkoppespind) og rør i tre-fire etager. Det var han helt vild med, selv om der var temmelig varmt.

Derefter tog vi ind og så på isbjørne, hvalrosser og "is-søkøer" (det var vist en form for arktisk hval).

Vi var ved at løbe tør for bleer til Thomas (han vil ikke rigtigt bruge toiletterne herovre), så i stedet for at tage bussen hjem gik vi på jagt efter et supermarked. Orlando er ikke synderligt fodgængervenligt, men det gik da trods alt, og til sidst fandt vi en lille snusket kiosk, hvor vi købte bleer og en is. Thomas var gået helt omkuld i klapvognen så snart vi kom ud fra Sea World, og han sov hele vejen tilbage til Downtown Disney (de blå læber er fra blå "isdrik" og ikke et symptom på iltmangel).

Her spiste vi aftensmad på Wulfgang Puck Express. Langt mere lækkert end Earl of Sandwich.

Til sidst tog vi hjem og fik en dukkert i poolen, inden vi skrev dagbog og gik i seng.

30. august

I dag skulle vi spise morgenmad på et resort nær Magic Kingdom, så vi havde fået Mickey til at ringe og vække os.

Efter morgenmaden tog vi ind i Magic Kingdom, hvor vi hilste på Andersine. Thomas turde næsten gå helt derhen. Selvom han er lidt bange for karaktererne, går han meget op i, at de skal skrive i hans autografbog.

Efter en tur i Dumbo var vi inde og se Ariel. Så tog vi en tur i It's a Small World igen, mens vi ventede på at vores Fast Passes til Peter Pan blev klar. Thomas har snakket meget om Peter Pan (og Kaptajn Klo og krokodillen) de sidste dage, så den nød han meget. Vi tog en tømmerflåde over til Tom Sawyers ø, hvor vi var på opdagelse, det syntes Thomas var rigtigt spændende.

Efter frokost var vi en tur i Peter Plys og en tur ude og flyve med Aladdin inden vi gik over og så Kaptajn Klo og Smisk. Thomas var helt med på, at der skulle siges "tick tak", så Kaptajn Klo blev bange.

Vi så en flot parade, inden vi gik ned og hilste på Peter Pan og Wendy. Thomas ville også gerne se Belle, men han faldt i søvn på vej derover, så det var kun Christina, som fik hilst på Askepot, Belle og Tornerose.

Rasmus og Christina fik også taget sig en tur i Buzz Lightyear inden vi gik mod udgangen. Efter aftensmaden på Grand Floridian resort, tog vi hjem til hotellet, efter en rigtig god dag.

31. august

Vi startede dagen med at skype med mormor (misserne og Ruffe havde det godt) og chatte med kusine Anna på Facebook. I dag var det Epcot dag. Thomas og Christina startede med en tur i Spaceship Earth, mens Rasmus hentede fastpass til Soarin'. Bagefter tog vi alle en tur i Spaceship Earth.

Derefter gik vi mod Soarin. På vejen derhen gik vi forbi et sted, hvor man kunne hilse på en masse karakterer. Thomas sagde, at han gerne ville derind, så vi fik hilst på Mickey, Minnie, Pluto, Anders And og Fedtmule.

Thomas var desværre ikke høj nok, til at måtte prøve Soarin', så Christina og Rasmus tog en tur på skift. Mens Rasmus fløj til Californien gik Thomas og Christina hen til Imagine, hvor der var en masse ting, som man kunne trykke på. Vi sendte også et billede hjem til Farfar og Farmor (desværre var det den eneste emailadresse, som Christina kunne huske).

Bagefter gik vi over mod Marokko, hvor vi skulle spise frokost, på vejen derover fik vi hilst på både Belle og Jasmin (desværre var Aladdin der ikke). Efter frokost gik vi hen og prøvede Journey into Imagination og The Sea with Nemo and Friends. På vejen derfra møde vi Chip og Chap, som vi fik til at skrive i bogen (efterhånden er den ved at være rimelig fuld).

Herefter var vi inde ved Innoventions, hvor vi blandt andet spillede et spil, hvor vi skulle fylde vores sparegris op, det var sjovt.

Mens Thomas sov til middag, var Rasmus ude på en Kim Possible mission, men det gik i koks, da "kimmunikatoren" ikke virkede som den skulle.

Thomas sov helt indtil vi skulle spise aftensmad. Vi skulle spise i Japan på Teppan Edo, hvor maden bliver lavet direkte ved bordet. Kokken var rigtigt dygtig og lavede kunstner, og Thomas syntes det var sjovt at spise med pinde (selvom han mest fodrede Christina).

Efter aftensmaden havde Rasmus en gave til Christina. Hun skulle ind og "pick a pearl". Altså vælge en østers, som så blev åbnet og perlen blev sat i en kæde.

Bagefter gik vi lidt rundt. Det var begyndt at regne en smule, så vi gik ind i Mexico, og prøvede en tur de havde med Anders And og de 2 andre caballeros. Bagefter gik vi videre i styrtende regn, det brød Thomas sig ikke om, så vi søgte tilflugt i en butik - det blev dyrt :-)

Da det holdt op med at regne, gik vi hen til Mission Space, hvor Thomas legede på deres legeplads, indtil det var tid til at se fyrværkeri.

1. september

I dag var vores anden dag i Animal Kingdom.

Thomas ville gerne have autografer fra Plys og hans venner, så vi startede med at gå ned til den bådebro, hvor man kunne se dem. Desværre var Grisling der ikke, men vi fik autografer og billeder med de andre tre.

Bagefter gik vi ned og så tigere, flagermus og andre dyr i "Asien".

Da vi var færdige med det, skulle vi prøve Kali River Rafting. Vi havde lært fra vores sidste tur, at Disney mener det, når de skriver "You WILL get wet, you MAY get SOAKED", så vi tog ponchoer på. Vi troede ikke turen var noget for Thomas, så vi tog den en af gangen, først Christina, så Rasmus.

Christina blev ikke så våd, men Rasmus blev næsten gennemblødt på trods af ponchoen: vandet trængte ind i hovedåbningen. Note til næste besøg: luk helt til inden båden tager det store dyk ned i vandet!

Mens Rasmus tog sin tur, var Christina og Thomas gået ned til legepladsen i Dinoland. På vejen kom de forbi Fedtmule og Pluto, og nu have Thomas vist helt overvundet sin generthed, for nu skulle de bare have et kram!

Efter lidt leg på legepladsen og en gang frokost i en Restaurantusaurus, gik turen så ellers rundt til figurerne igen - for nu ville Thomas med på billederne. Heldigvist var der næsten ingen kø i dag, så vi kom hurtigt rundt til dem alle sammen.

Så hyggede vi os ellers vare lidt, inden vi så paraden og kørte afsted til Animal Kingdom Lodge, hvor vi skulle spise aftensmad.

Aftensmaden var buffet i afrikansk stil i restaurant Boma. Super lækkert med mange spændende ting at prøve.

Da vi havde spist var det begyndt at øsregne. Heldigvist kunne vi gå i tørvejr hen til busstoppet, hvor vi satte os til at vente. Thomas hyggede sig rigtigt med at sende blad-"både" ned af regnvandsstrømmene.

Turen hjemad gik via Downtown Disney, hvor vi shoppede lidt - Thomas fik en Mr. Potato Head. Man kunne købe alt det tilbehør, man kunne fylde i en kasse for 19,95$. Christina stod længe og kæmpede med at pakke alt det ned, som hun kunne. Men da hun så gik hen for at betale, mente ekspeditricen, at der kunne være meget mere. Så hun pakkede det hele op og sendte sin assistent ud for at hente mere tilbehør. Hun kunne nok pakke ca. dobbelt så meget ned i kassen, men så var den også ved at sprænges.

Thomas faldt i søvn i bussen, og ligger nu og snorker.

2. september

I dag vågende vi op til styrtende regnvejr. Så vi købte et par nye ponchoer til vores tur til Sea World. Thomas er ikke glad for regnvejr, så det gjorde dagen ret besværlig. Da vi ankom til Sea World, regnede det ikke så meget mere, men alligevel nok til, at Thomas ikke syntes, at det var sjovt. Vi gik derfor ind og så et show, hvor man kunne sidde i tørvejr. Det var et piratshow med en odder, to søløver og en hvalros. Det var et godt show med masser af humor.

Efter showet var vi inde og se pingviner. Det nød Thomas så meget, at han ville igennem en gang mere. Efter frokost, ville Rasmus gerne prøve Manta - en rutsjebane. I mens var Thomas og Christina inde og se et kæmpe akvarium med en masse spændende fisk.

Så var det blevet tid til endnu et show. Dette show var med mus, hunde, katte, fugle, stinkdyr og en enkelt gris. Det var et ret flot show, og vi var ret imponerede over, hvor mange forskellige typer af dyr, det er muligt at dressere.

Da showet var slut øsregnede det igen. Vi gik op mod legepladsen, da den var overdækket og vi regnede med at kunne være der, indtil regnen stoppede. Men man måtte ikke benytte legepladsen i regnvejr. Faktisk lukkede det meste af parken ned, så det var en smule irriterende. Men vi sad ved en bord og legede med Thomas's fisk fra "Find Nemo".

Til sidst gik vi hen og tog bussen ned til Downtown Disney, hvor det heldigvis var stoppet med at regne. Vi kiggede lidt rundt inden vi tog bussen til Disney's Beach Club, hvor vi spiste på Cape May Cafe. Det var en lækker buffet med masser af fisk og muslinger.

Fra hotellet kunne man gå næsten direkte ned til Epcot, så det gjorde vi. Her fik Rasmus sig en tur i Test Track, mens Thomas og Christina tog sig endnu en tur i Spaceship Earth. Derefter tog vi bussen hjem (og det begyndte at regne igen!) Thomas og Rasmus legede med Mr. Potatohead indtil Thomas skulle i seng.

3. september

I dag var shoppedag. En dag, som Christina havde set meget frem til - Nu skulle der endelig købes kageting.
Vi stod op ved 8 tiden og gjorde os klar, inden vi blev hentet af shuttlebussen kl. 9.20. Vi fik udleveret vores udlejningsbil og kørte afsted. Rasmus havde lidt problemer med bremsen, men det gik. Vi kørte lidt rundt inden vi fandt Michaels. Her hyggede Thomas og Rasmus mens Christina shoppede kageting. Rasmus så dog noget underlig ud, da Christina kom tilbage med vognen fyldt til randen.

Efter Michaels kørte vi hen til Florida Mall hvor vi shoppede videre og spiste både frokost og aftensmad. Thomas fik også leget lidt undervejs.

Efter en lang dag med shoppen, var vi tilbage til på hotellet ved 20.30 tiden. Her er resultatet af dagens anstrengelser:

Fortsættes på side 2