Home

Thomas indlagt

Natten til søndag den 28. maj var Thomas meget urolig og vi fik ikke sovet ret meget. Søndag morgen syntes Rasmus, at Thomas havde feber. Vi ledte efter et termometer, men kunne selvfølgelig kun finde et, hvor batteriet var dødt. Men Rasmus havde læst, at man skulle kontakte lægen, hvis et barn under ½ år fik feber. Så vi ringede til vagtlægen, som gerne ville se os.

Hos vagtlægen fik Thomas taget sin temperatur. Den var 38,7. Lægen sendte os derfor videre til Børnemodtagelsen på Skejby, så vi kunne få undersøgt, hvorfor Thomas havde feber.

På Børnemodtagelsen blev Thomas først set på af to sygeplejersker og derefter en læge. De kunne ikke umiddelbart se, hvad der var galt, ud over, at Thomas ikke rigtigt havde taget på (han vejede kun 100g over fødselsvægten). Vi måtte derfor vente på svarene på den blodprøve, som en laborant med besvær havde taget. Derudover skulle de bruge en urinprøve, men Thomas ville ikke tisse og han ville heller ikke rigtigt spise noget. Så Christina måtte malke noget mælk ud, som Thomas fik i en sprøjte, da han ikke ville tage sutteflasken.

Ca. 2 timer senere kom svaret på blodprøven. Den viste et forhøjet infektionstal, men de kunne ikke sige noget om, hvad det stammede fra. Thomas urinprøve var helt normal. Lægen valgte at indlægge os, så de kunne holde øje med Thomas. Udover at have feber, var han dog som han plejede.

Vi blev indlagt på A2 (A2 er specialafsnit bl.a. for børn med infektioner), hvor dagsygeplejersken kom ind og sagde hej og fortalte, at aftensygeplejersken ville komme, så snart hun var mødt ind. Herefter tog Rasmus hjem for at hente nogle ting, fodre kattene og lufte Rufus. Mens Rasmus var væk, blev Thomas ret urolig. Han ville kun slappe af, når Christina gik og sang med ham i slyngen.

Aftensygeplejersken kom og viste os rundt. Hun var lidt speciel, og vi følte os ikke helt godt tilpas med hende. Men aftenen gik med at koncentrere os om, at Thomas fik nok mad, så han blev kontrolvejet hver gang han fik mad. Det viste sig, at han ikke fik mad nok, og at han var alt for længe om at spise. Så Christina begyndte at malke ud, og supplerede med det.

Mandag blev vi flyttet til afdeling A1 (hvor de skulle være særligt gode til at hjælpe med ammeproblemer). Her kom en læge ind og undersøgte Thomas igen. Han havde stadig feber, nu 39,0. Lægen ville tage en prøve af rygmarvsvæsken. Dette skulle gøres uden forældre, så det var ret hårdt, at se dem køre afsted med Thomas uden os. Da vi endelig fik lov at se ham igen, var de ved at lægge et drop, så de kunne starte op med noget antibiotika. Det ville de starte op med allerede nu, så der ikke gik for længe, hvis prøverne skulle vise nogle bakterier.

Vi blev så flyttet tilbage til A2.

Om eftermiddagen lå vi alle tre og halvsov, da der pludselig kom to læger og en sygeplejerske ind til os. Overlægen kunne fortælle os, at rygmarvsvæsken viste, at Thomas havde meningitis. De kunne endnu ikke sige, om det var bakterielt eller om det var en virus. Men Thomas skulle starte i antibiotika behandling straks. Vi troede, at de allerede var begyndt på en behandling, men det var de ikke. Så en sygeplejerske kom ind med ikke mindre end 5 forskellige slags medicin. Det var ret hårdt at se, at Thomas skulle have alt det medicin, men han tog det heldigvis pænt. Senere på dagen skulle han op og have taget et røntgenbillede af hans lunger. Det så heldigvis fint ud.

Herefter skulle vi flytte stue, for Thomas skulle isoleres fra de andre patienter, indtil det kunne fastslås, om det var en smitsom meningitis, han havde. Det var nu meget rart, for så fik vi en enestue med eget bad og toilet og en sofa, som Rasmus kunne sove på (officielt måtte han nemlig slet ikke sove der).

Om aftenen tog Christina hjem for at aflevere Rufus til hendes mor. Hun fik også ringet rundt og fortalt hvad der var galt med Thomas. Og stakkels dem, hun snakkede med, for hun var ret utrøstelig på det tidspunkt. Mens Christina var væk, fik Thomas modermælkserstatning for første gang, da han stadig ikke fik nok mad, og Christina ikke kunne malke nok ud.

Tirsdag kom Thomas ud af isolationen, så vi gik lidt rundt på gangene, for at få tiden til at gå. Vi skulle bare være tilbage, når Thomas skulle have medicin, hvilket var hver 6. time. Rasmus havde hentet Thomas's legetæppe, som han hyggede sig på. Thomas brugte også meget tid på at spise. Både ved Christina og på flaske (vi havde hentet vores egne, som han godt ville tage). Faktisk viste vægten onsdag morgen, at Thomas havde taget 700g på siden dagen før!! (Det lød ret vildt og efter vi kom hjem og han blev vejet på en anden vægt, viste det sig også at være lidt ved siden af). Thomas's gulsot forsvandt også helt, muligvist på grund af al den ekstra væske, han fik.

Onsdag gik uden at vi kunne få et endegyldigt svar på, om meningitisen var bakteriel eller en virus. Bakterierne kunne være op til 5 dage, om at vise sig i prøven, og prøven for virus var negativ, men der blev også kun testet for de mest almindelige virusser - lægen sagde, at det var umuligt at teste for dem alle.

Torsdag fik vi så endelig lov til at komme hjem. Lægen mente, at meningitisen var en virus, da bakterieprøven stadig ikke viste noget. Vi blev imidlertid ikke udskrevet, men kom ind under distriktspædiatrien, hvilket betød, at vi ville få besøg af en sygeplejerske hjemme.

Sygeplejersken kom fredag. Hun kom imidlertid kun for at se hvordan amningen kørte. Thomas kunne nemlig ikke rigtigt få ordentligt fat, så han suttede forkert. Det var ikke rigtigt til at ændre på, men vi skulle forsøge lige så stille, og så ellers supplere med modermælkserstatning og udmalket mælk.

Sygeplejersken kom også søndag, mandag og torsdag inden vi endeligt blev udskrevet. Thomas får stadig en del modermælkserstatning, men vi er efterhånden afklaret med, at sådan må det være. Thomas får det han kan fra Christina, hun malker ud, og resten bliver så erstatning.

Hele forløbet har været ret hårdt, men Thomas er heldigvis helt ovenpå igen.

© Copyright Faber-Espensen 2006