Home

Norge-Island 2015 side 2

Lørdag den 4. juli

I nat stillede vi urerne endnu en time tilbage, så Jakob vågnede lige tidligt nok. Men vi brugte morgenen på at få ordnet vasketøj og delt Fish Extender-gaver ud inden morgenmaden (det er utroligt hvad man kan nå inden kl. 7). I år var vores Fish Extender-gaver danske specialiteter: marcipanbrød, lakrids, pålægschokolade, flødeboller og remoulade.

Efter morgenmaden gik vi til toddler time med Jakob og senere gik Rasmus og Jakob i klubben, mens Christina og Thomas lærte at tegne Anders And. Der var også tid til at få taget et billede med Minnie Mouse, som Jakob kunne vise sin "dagpleje-veninde" Anna.

Det var jo 4. juli i dag, så der var stort show i lobbyen og der var masser af amerikanske flag og meget af maden blev serveret i rødt, hvidt og blåt: cupcakes, pandekager, pannecotta og meget andet.

 

Imens vi lavede alle disse ting sejlede skibet langs med Island og hen mod Reykjavik. Vi lagde til kaj ved middagstid og da Jakob vågnede fra sin middagslur, fik vi lidt frokost og gik fra borde.

Vi tog shuttle-bussen ind til Reykjavik centrum og gik en tur ned gennem byen, gennem en park, og hen til rutebilstationen, hvorfra vi havde bestilt en udflugt til de varme kilder, Blue Lagoon.

Det tog ca. 45 minutter at køre derud, hvor vi så en masse flot islandsk natur.

Derude fik vi klædt om, og så kom vi ud af bade. Vandet var dejligt varmt. Det var fyldt med silica, som havde sat sig på alle stenene, så alting var dejligt blødt og glat. Man kunne også smøre det på kroppen. Det skulle være godt for huden. Vi hyggede os alle sammen i vandet i en halvanden times tid. Jakob hoppede i fra kanten mindst 20 gange.

Da vi var færdige gik vi ind i cafeen og fik lidt at drikke inden turen gik tilbage. Vi hoppede af ved et stop på vejen, så vi kunne gå en kortere vej tilbage til shuttle-bussen.

Tilbage på skibet gik vi op til Cabanas. Normalt er der ikke buffet om aftenen, men det var der i dag, da der var mange som var sent i land. Jakob var træt, så Rasmus gik ned og puttede ham mens Thomas og Christina spiste. Da de var færdige overtog Christina putningen, og Rasmus gik op for at spise. Da han kom tilbage blev Thomas puttet. Derefter fik Rasmus sendt postkort, da vi var heldige og kunne fange en smule Internet fra vores kahytvindue. Da det var gjort krøb vi voksne også i seng, da vi skal tidligt afsted i morgen.

Søndag den 5. juli

Vi skulle afsted på vores udflugt 7.15, så vi havde sat vækkeuret til 6.15. Det var dog ikke nødvendigt, da Jakob vågnede omkring kl. 6. Vi kom op, fik tøj på og spist morgenmad og efter lidt ståen i kø, kom vi ombord på bussen til dagens udflugt "Golden Circle med barbeque". Vi startede med at køre hen til et kraftvarmeværk hvor vi dog måtte vente lidt på at der kom nogle. Vi kørte cirklen baglæns, da der var mange busser afsted, så vi kom før almindelig åbningstid.

Efter ca. 30 min kørte vi videre. Vi kørte i ret lang tid, men guiden var god til at fortælle hvad vi så undervejs. Omkring kl. 10 kom vi hen hvor vi skulle spise frokost - Det var noget tidligt, men vi var nu alligevel sultne. Menuen var grillede pølser og kyllingespyd, kartoffelsalat, coleslaw og pølsebrød. Ikke den mest ophidsende menu, men det gled da ned.

Efter maden var der tid til lidt leg inden vi kørte videre. Vi kørte hen til en lille kirke, hvor legenden siger at en trold er begravet så han kan høre kirkeklokkerne fra sin grav. Trolden havde en aftale med en lokal bondemand om, at han skulle sørge for begravelsen når trolden var død, og så ville bondemanden få en belønning som lå i en kiste ved troldens seng. Da trolden døde og bondemanden ville udføre troldens sidste ønske, kiggede han i kisten, men der var kun blade. Han blev lidt sur, men tog alligevel nogle af bladene i sin lomme til at kunne varme hans fingre, og så flyttede bondemanden og nogle kammerater trolden over i en kiste og gik ned til kirken. Da de havde begravet ham, opdagede bondemanden at bladene var blevet til guldmønter. Han skyndte sig tilbage til troldens hus sammen med sine kammerater for at tage resten af bladene, men de kunne ikke finde dem, og fandt dem aldrig.

Ved kirken lå der også en flod, hvor vi fik lov til at smage på vandet - Vandet i Island er meget rent og kan drikkes af alle.

Efter stoppet ved kirken kørte vi hen til Gullfoss, et stort vandfald, hvor vi gik på en sti ned langs det.

Så kørte vi videre til en geyser, hvor vi gik rundt i 30 min og nød naturen og de pludselige dampskyer.

Da vi igen var ombord på bussen gik turen hen til tingsletten hvor vi kunne se hvor den amerikanske og den europæiske kontinentplade mødtes. Jakob var faldet i søvn i bussen, så det var kun Thomas og Christina, som nød gåturen. Vi var der i ca. 45 min inden turen gik tilbage til Reykjavik. Jakob sov hele vejen - Han var træt.

 

Tilbage ombord på skibet så vi Tarzan i kahytten og slappede af efter en lang dag.

Efter aftensmaden var drengene i bad og blev puttet.

Mandag den 6. juni

Efter morgenmaden gik vi på skattejagt. Vi skulle dels finde dagens svar til Anna og Elsa-chokolade-jagten, og vi skulle på en fotoskattejagt. I dag var det tæpper, vi skulle finde. Disney Magic har over 100 forskellige tæppe-mønstre, så det var lidt af en udfordring. Thomas blev overrasket af Olaf (snemanden fra Frost), lige da han og Christina havde fundet et billede af hans næse til skattejagten, og blev ret forskrækket, og bekendtgjorde at han nu var bange for Olaf.

Efter frokost lagde vi til i Akureyri, Islands næststørste by med ca. 18.000 indbyggere. Vi skulle med på en Disney arrangeret udflugt igen i dag. Vi havde valgt en mere børnevenlig tur i dag.

Vi blev kørt i bus, først til en julebutik, hvor trolden Gryla boede med hendes 13 julemænd-børn. Der var jul året rundt, en kæmpe julekalender og meget andet. Vi købte et stykke julepynt til juletræet, lidt karameller. Thomas fik et kandiseret æble, Christina et almindeligt (som Jakob spiste) og Rasmus en vaffel på en pind.

 

Bagefter kørte vi til et udendørs svømmebad. Der var mange forskellige lækre, opvarmede bassiner, vandrutsjebaner og andet, så det var ikke koldt at bade selvom lufttemperaturen kun var omkring 10 grader. Vi hyggede os i vandet i halvanden times tid, inden vi gik over på den nærtliggende legeplads, hvor drengene hyggede sig inden vi kørte videre.

Sidste stop var en lokal isbod, hvor vi fik en softice.

Tilbage på skibet var det tid til aftensmaden, og mens vi spiste, sejlede skibet fra kaj, og vi sejlede tilbage op gennem den lange fjord.

Det var Frozen-aften, så efter aftenmaden var der show på øverste dæk. Jakob holdt ikke til hele showet, så Rasmus gik ned med ham halvvejs gennem showet. Christina og Thomas så det hele, men det var koldt, så de fik sig lige en kop varm kakao inden de gik ned og afleverede dagens svar til tæppeudfordringen.

 

Tilbage i kahytten blev Thomas puttet med en Anders And bog.

I løbet af natten passerede vi polarcirklen.

Tirsdag den 7. juli

I dag vågnede vi op til en meget gyngende havdag efter at have sovet "længe", for uret skulle stilles en time frem i nat, så vi kunne komme på engelsk tid. Vi hyggede lidt i kahytten inden vi gik op for at spise morgenmad. Da vi havde spist morgenmad gik vi ned i labben hvor drengene hyggede. De har et program hvor man kan lave sin Marvelsuperhelte tegneserie, så der sidder Thomas meget.

Kl. 10 tegnede Thomas og Christina Pluto. Det var ret sjovt for Mickey og Pluto kom forbi og Pluto gav sig til at tegne vores instruktør. Da de var færdige gik de ned i kahytten til de to andre, hvor vi så lidt tegnefilm inden det var frokosttid.

Efter frokost gik Thomas og Christina i biografen og så Tomorrowland mens Jakob og Rasmus sov. Da filmen var slut og de sovende vågnet, gik vi hen i promenade Lounge hvor Thomas prøvede et nyt marvelspil, en slags lasertag.

Derefter var vi rundt på dagens skattejagt - Vi skulle finde forskellige slags uniformer - Det var ret svært, og vi gættede os lidt frem.

Inden aftensmaden var vi nede for at få taget billeder af drengene og Jakob var næsten samarbejdsvillig.

Efter maden gik Rasmus og Thomas hen for at deltage i Mickey200 - Et byg din egen racerbil ud af en kartoffel og gulerodbil, mens Jakob og Christina gik i kahytten og Jakob blev puttet.

Man skulle desværre være 4 på et hold, og Thomas var for genert til at være sammen med andre, så de gik i Arkaden i stedet for og spillede videospil.  Da de kom tilbage var det Thomas tur til at blive vugget i søvn, på et meget gyngende skib - Det gynger så meget at alle døre står og smækker, hvis de ikke er lukkede.

Onsdag den 8. juli

I dag var sidste dag i havn inden vi når Dover. Vi lagde til i Kirkwall, Skotland omkring kl. 9. Vi havde ikke de vilde planer, da der ikke rigtigt var nogle børnevenlige udflugter, så vi tog Shuttlebussen ind til Centrum hvor vi så Katedralen og gik lidt rundt i den lille gågade.

Vi tog tilbage til skibet omkring kl. 11 hvor vi fik lidt frugt inden Jakob blev puttet. Mens Jakob sov, spillede Thomas Ipad, Christina ordnede vasketøj, og Rasmus fik bestilt en ny vaskemaskine, da den gamle stod af dagen før vi tog afsted.

Efter Jakobs lur nåede vi lige frokosten i Cabanas. Rasmus måtte dog nøjes med med rester fra Thomas og Christinas tallerkener, da de lukkede ned, da det blev hans tur til at hente mad.

Efter frokost var vi i klubben og hang lidt ud i kahytten inden aftensmaden. Efter aftensmaden shoppede vi lidt, og Thomas byttede pins med officererne.

Både Jakob og Thomas var gevaldig utilfreds med at skulle i seng. Så først var der skrig og skrål da det var Jakobs tur og højlydt brokkeri fra Thomas da det blev hans tur 1 time senere.

 

Torsdag den 9. juli

Så sneg sidste dag ombord på Disney Magic sig ind på os. Dagene er gået så hurtigt.

I dag var endnu en havdag, så vi nød en langsom morgen, hvor vi først var oppe og spise morgenmad kl. 9. Da vi havde spist, gik vi ned i clubben, hvor Thomas og Christina kun var et kort stykke tid, da de skulle ned og tegne Stitch. Da de var færdige, gik de ned i kahytten hvor Jakob og Rasmus allerede var.

 

Thomas har købt en model af skibet som han gerne ville have signeret af kaptajnen, så omkring middag gik vi ned for at få hans autograf i en af butikkerne, men køen var pænt lang, da det droppede vi igen, og gik i stedet for op at spise frokost.

Efter frokost sov Jakob og vi andre slappede af. Kl. 15 gik Thomas og Christina i biografen for at se "Inside out".  Den var super god.

Til aftensmaden var der animationsshowet hvor vi tegnede her vores figur, som så kom med i en film under desserten.

Efter aftensmaden pakkede vi færdigt og Thomas og Christina gik i teatret for at se Disney Dreams, mens Rasmus puttede Jakob. Da showet var slut, blev Thomas puttet og Rasmus gik i biografen for at se "Inside out".

Fredag den 10. juli

I dag skulle vi af skibet. Christina vågnede før de andre, så hun pakkede de sidste ting, inden de andre stod op og gik gjort sig klar. Så gik vi op og fik morgenmad og gik af skibet.

Thomas og Christina skulle sammen med al bagagen med bus til The Making of Harry Potter og Jakob og Rasmus skulle med tog ind til London. Da bussen ikke var kommet endnu, sagde vi farvel ved ventepladsen, og Jakob og Rasmus tog en shuttle-bus til banegården.

Efter en hyggelig to-timers tog tur ankom Jakob og Rasmus til Victoria Station i London. Jakob var ved at være godt træt, så Rasmus gik med ham sovende i klapvognen op til Hyde Park og gennem parken videre til Kensington Gardens. Det tog knapt par timer at gå den tur, så det passede lige med at Jakob vågnede da de nåede til Lady Diana's Memorial Playground: en rigtig lækker legeplads inde i Kensington Gardens. Her spiste de lidt frokost og legede en times tid, inden de tog undergrunden hen til hotellet og fik os checket ind. Så hyggede de på hotellet indtil at Thomas og Christina kom.

Imens ventede og ventede Thomas og Christina på bussen, der skulle køre dem på dagens tur. Den skulle komme 9.30, men dukkede først op kl.11!!

Men afsted kom vi da endelig. Turen til The Making of Harry Potter tog  knap 3 timer, så det var en lidt lang tur. Da vi nåede frem fik vi at vide at bussen kørte mod London igen 16.30. Vi fik vores billetter og stod i kø et stykke tid inden vi kom ind. Her fik vi at vide, at det tog 3-3.5 time at se det hele, så Christina fik lidt sved på panden, da vi heller ikke havde fået frokost endnu.

Udstillingen var virkelig en oplevelse, vi så de forskellige kulisser, kostumer og rekvisitter. På grund af det stramme program fik vi ikke prøvet at flyve på koste og kaste besværgelser. Man fik ikke noget kort, så det var lidt svært at vide hvor meget man havde set og pludselig stod vi i souvenirbutikken, med en time tilbage inden bussen kørte uden at have mulighed for at gå tilbage. Det var lidt øv! Men Thomas fik snuset godt rundt i souvenirbutikken og vi spiste en sen frokost inden turen igen gik mod London.

I London skulle vi skifte fra bussen til en taxa inden vi langt om længe kom til hotellet, hvor Jakob mødte os med et stort kram.

Da vi havde fået al bagagen op på værelset gik vi hen på Victoria Station, hvor der lå et lille shopping-center. Her fik vi købt en adapter til engelske strømstik (vi kunne ikke finde den, vi havde taget med) og fik aftensmad. Så gik vi tilbage på hotellet, fik puttet Jakob og slappet af.

 

Lørdag den 11. juli

Jakob var en del vågen i nat og ville ikke andet end at skrige, så vi var alle godt trætte denne morgen. Efter morgenmaden tog vi undergrunden ned til den legeplads hvor Rasmus og Jakob var i går. Thomas var lidt skuffet, da den henvendte sig mest til mindre børn, men vi hyggede os nu alligevel der et pænt stykke af formiddagen.

Senere gik vi hen til Oxford Street (og en mio andre mennesker) og var en tur i Disney Store og fik noget frokost. Mens Jakob sov gik vi mod Buckingham Palace. Det var en lang gåtur, så vi have lige et pitstop på vejen, hvor Thomas fik sig et stykke gulerodskage.

Da vi havde set slottet vågnede Jakob og og vi gik tilbage til hotellet, hvor vi fik os en is på en lille isbar lige ved siden af. Vi fik også tjekket ind til hjemrejsen i morgen og fik organiseret noget af vores bagage. Rasmus hentede noget aftensmad, som vi spiste på gulvet i bedste skovtursstil.

Derefter tog Rasmus og Thomas afsted for at se The Lion King. Imens hyggede Jakob og Christina på hotelværelset indtil det blev sengetid for Jakob.  

 

Søndag den 12. juli

Jakob sov rigtig godt i nat. Han vågnede først ved 8 tiden, så det var skønt med lidt ekstra søvn. Efter morgenmaden pakkede Christina færdigt, mens drengene gik ud efter vand og frokost.

Kl. ca. 10. 30 tjekkede vi ud, og fik os møffet over til banegården med alt vores bagage. Herfra tog vi toget til Gatwick, hvor vi fik afleveret vores bagage. Vi satte os hen på en cafe og fik lidt snacks og sad ellers og hyggede os, med diverse Ipads mv. Vi forsøgte at få Jakob til at sove, men han var i hopla, og ikke spor interesseret i at sove. Vi blev enige om at det var ok, at han ventede med at sove til vi skulle flyve.

Da klokken var 14.15 gik vi mod gaten og efter en lang kø, hvor Jakob var ved at blive godt træt, kom vi ombord på flyet. Her gav Jakob sig så til at skrige og være utilfreds. Vi regnede med at det ville gå over når vi lettede. Det gjorde det også, eneste problem var bare, at vi sad i flyet i en time, inden vi endelig lettede.

Han sov det meste af vejen, men var noget gnaven da han vågnede op. Det gik heldigvis over i bilen, og helt glad blev han, da vi kørte ind til Farfar og Farmor, som var så søde at have lavet aftensmad til os.

Efter maden kørte vi helt hjem.