Home

Middelhavet 2014

 

Denne ferie blev booket lidt i sidste øjeblik, så dagene indtil vi skulle af sted var ikke mange og de gik hurtigt.

Onsdag

Vi stod op 5.45. Jakob vækkede os 1 min før vækkeuret ringede, så det passede perfekt. Han fik lidt morgenmad, mens vi andre ordnede de sidste ting.

Turen til Billund gik fint og Jakob fik sig en lille lur. I Billund legede begge drengene med duplo og vi fik lidt morgenmad.

Turen til Venedig gik hurtigt. Vi havde booket en taxa til at køre os til hotellet og han ventede på os. Vi kørte hen til hotellet i øsende regnvejr.

Vi fik vores værelse med det samme. Herfra er der udsigt ind til Venedig og Disney skibet.

Vi gik en tur i regnvejret for at finde noget frokost og et sted at købe noget vand. Men vi fandt kun en restaurant. Desværre kunne vi ikke få pizza, som Christina ellers havde set frem til, men maden var ok.

Senere på eftermiddagen fandt vi et lille supermarked og fik handlet. Derefter var vi på hotellets legeplads. det var ret vådt men drengene hyggede sig. Vi spiste aftensmad på hotellet. Det var lækkert, men vi kunne slet ikke spise op.

Torsdag

I dag startede dagen først 7.30. Det er ellers sjældent at Jakob sover så længe. Vi gik ned og spiste morgenmad og legede derefter lidt på hotelværelset. Jakob blev overraskende hurtigt træt igen, så Rasmus gik en tur ned i en lille park med ham, hvor han fik en god formiddagslur. Imens pakkede Christina vores ting (utroligt så hurtigt vi kan rode et hotelværelse til).

Kl. 11.30 kom der en minibus og hentede os og en anden familie og vi kørte ca. 15 min hen til havnen. Det gik hurtigt med at aflevere vores bagage og få tjekket ind. Men så gik det også i stå. Man stiger ombord på skibet i grupper. De var ved gruppe 5 da vi tjekkede ind og vi var i gruppe 15. De næste 5 grupper kom hurtigt til, men derefter gik det hele lidt i stå. Det synes Thomas var pænt irriterende og han var ret utålmodig.

Da vi endelig kom ombord gik vi op og fik frokost og derefter var vores kahyt klar. Rasmus gik med drengene i klubberne mens Christina fik pakket vores kufferter ud. I den ene var der solcreme ud over det hele, selvom den dåse der var gået hul i, lå i en plastikpose. Det var lidt øv, men det var heldigvis mest Jakobs savlesmække det var gået ud over, og dem har vi mange med af.

Da vi havde været til den obligatoriske sikkerhedsøvelse gik vi ned i kahytten, hvor Jakob fik en lur og vi andre slappede med iPad spilleri og læsning.

Vi vækkede Jakob kort før vi skulle spise aftensmad. Efter vores mad, gik vi lidt rundt på skibet. Jakob elsker trapper, så han hyggede sig. Efter hans bad, kom han i seng. Thomas hyggede sig med sin bog inden sengetid.

Fredag

Tiden var stillet en time frem, så vi vågnede dejligt udhvilede kl. 7.30. Da vi var kommet i tøjet gik vi op i Cabanas og fik morgenmad og nød udsigten over Middelhavet.

Bagefter gik vi ned i børneklubben, hvor Jakob kravlede rundt, mens Thomas viste Christina rundt. Lidt efter startede en leg, hvor personalet først stod og legede lidt med sig selv. Men da Anders And kom ind begyndte børnene at vise lidt interesse. Han fik dog lov til at "Shake his tailfeather" selv. Men bagefter kom Minnie ind og så ville børnene godt være med. Både Thomas og Jakob var ovre og danse macarena med hende. Thomas og Christina dansede også "hovet, skulder, knæ og tå" med Mickey.

Da den leg var færdig satte de udstyr op, så Thomas kunne få lov til at prøve at styre Iron Man. Det var vist ret sjovt. Han stod foran en skærm, og så bevægede Iron Man sig ligesom Thomas gjorde. Han kunne både flyve og skyde. Bagefter gik vi ud og mødte Captain America. Det syntes Thomas var sejt. Jakob syntes det var sejt at klappe damerne i numsen, mens vi stod i kø...

Så var Jakob ved at være træt, så vi gik op i kahytten, hvor Jakob fik en lur, mens vi andre hyggede.

Da han vågnede igen fik vi lidt frokost, inden vi tog badetøj på og gik op på pooldækket. Jakob måtte kun være i babyområdet, så der hyggede han sig med Christina og Rasmus på skift, mens Thomas plaskede rundt i Rip-Rap-Rup-poolen og i "Aqua-Lab": et vandland for store børn.

Efter poolen fik vi en is inden vi gik ned i kahytten, hvor Jakob fik en lur mere. Mens han sov fik vi gjort vores tøj parat til "Formal Night".

Da Jakob var vågnet fik vi pænt tøj på og gik ned til Kaptajnens Reception. Vi satte os ind i Promenade Lounge og nød den levende musik. Thomas og Jakob fik også danset lidt.

Aftensmaden fik vi i den nye Carioca's restaurant, hvor der var brasiliansk tema.

Efter maden gik vi en tur i laboratoriet og legede og tegnede.

Så var det tid til putning for Jakob, mens Christina og Thomas så Villains-show med alle Disney-skurkene.

Lørdag

Jakob sov ret uroligt og kom op og sove mellem Rasmus og Christina, hvor han brugte det meste af natten på at sparke dem, så selv om vi stod forholdsvist sent op i dag, følte vi os ikke udhvilede. I dag var først dag i en havn, så der var proppet i morgenmadsrestauranten, da alle skulle spise på samme tid. Vi endte med at sidde ude på dækket, og det var nu ret hyggeligt.

Da vi havde spist, fandt vi klapvognen frem, og fik  pakket vores badetøj. Hvorefter vi gik i land. Vi gik igennem et lille byområde fyldt af turistbutikker, hvor vi fik købt en spand og en skovl, hvorefter vi begav os ned på en lille strand. Her hyggede vi os de næste par timer.

Over middag begyndte vi at bevæge os tilbage mod skibet. Jakob faldt hurtigt i søvn i klapvognen. Vi stoppede ved en købmand og købte vand og lidt slik til Thomas. Jakob blev puttet i kahytten og Rasmus hentede noget frokost til Christina. Derefter gik Rasmus og Thomas op til pooldækket hvor de fik frokost og hyggede sig i poolen.

Da Jakob vågnede op, fik han også frokost på pooldækket og han var sulten. Vi hyggede lidt i kahytten inden vi gik ned i klubben hvor vi lavede flubber.

Til aftensmaden var Jakob super træt, så han ville slet ingen ting. Efter forretten gik Christina derfor ned og puttede ham, og han sov i løbet af 5 min. Da Rasmus og Thomas havde spist kom de tilbage til kahytten med mad til Christina. Vi fik snakket lidt om dagen i morgen, hvor vi skal til Athen, inden Thomas og Rasmus gik op og så trylleshow.

Søndag

Vi havde sat vækkeuret, så vi kunne komme hurtigt op og afsted. Det ville blive en varm dag, og vi ville gerne afsted som nogle af de første, så vi kunne tage undergrundsbanen til Akropolis og overhale alle turbusserne. Men netop som vi skulle til at gå ud af døren, ringer skibsklokken, og Cruise Directoren meddeler over højttalerne, at vi bliver en time forsinkede. Så den plan gik desværre i vasken.

I stedet gik vi ned og bookede en plads med Disneys busser, og fordrev så morgenen med et par omgange morgenmad.

Da det blev tid til vores bustur, gik vi ned til samlingspunktet i teateret og kom direkte ned til bussen. Der stod i planen, at busturen skulle tage ca. 75 minutter, så det skulle passe med at Jakob kunne få sin middagslur i bussen. Han faldt også pænt i søvn, men vi ankom efter ca. 30 minutter til Akropolis. De 75 minutter var åbenbart kun i den sædvanlige trafik, og der var ikke særligt meget trafik i dag.

Men det lykkedes Rasmus at få ham manøvret ud af bussen på armen uden at han vågnede.

Så med Jakob sovende på armen, begav vi os op til Akropolis. Det var varmt, men det luftede heldigvis, så det var til at holde ud. Det var også kun Disney's skib, der lå i havn, så selv om der var mange mennesker, var det vist vand i forhold til, hvad der plejede at være.

Da vi var nået toppen vågnede Jakob og havde fået en fin lur på det tidspunkt. Rasmus var glad for at han vågnede, for han var både varm og tung at bære på. Så det var dejligt at få ham over i bæreselen. Vi forlod turguiden der - hun snakkede lidt for meget til vores smag - og udforskede selv Akropolis. Vi fik set de spændende ruiner, nydt udsigten og snakket lidt om det gamle Grækenland og de græske myter.

Da vi havde fået nok af varmen, gik vi ned til foden af bakken, hvor vi fik en is og en sodavand på en cafe, inden vi blev hentet af bussen og kørt tilbage til skibet. På vejen tilbage holdt vi et par steder, det olympiske stadion og parlamentet, hvor vi kunne komme ud og tage billeder.

På skibet fik vi frokost og Jakob skulle sove eftermiddagslur, mens Thomas og Rasmus gik i poolen. Rasmus fik tvunget Thomas til at prøve 'Scream & Spout': den milde af de to vandrutchebaner. Thomas var ikke helt sikker på at han turde, men efter den første tur, var han helt klar på at skulle prøve igen, og de nåede 5 ture inden det var tid til en pause. Imens kæmpede Christina med Jakob, der ikke kunne falde ordentligt til ro. Han fik kun sovet lidt - resten af tiden gik desværre med hyl.

Da Rasmus og Thomas kom tilbage, gik de med Jakob ned i klubben og legede lidt, mens Christina fik sat vasketøj over. Derefter var det til til aftensmad, hvor der var græsk tema.

Efter aftensmaden gik vi tilbage til værelset og satte Rasmus og Jakob af. Jakob fik et bad og blev puttet, mens Christina og Thomas gik ned og kiggede på butikker.  Da Thomas gerne ville ned og ose lidt. Han har vist til Rasmus store fortrydelse arvet hans mors shoppegen, men i dag kiggede de blot.

Mandag.

I dag skulle skibet ligge til i Kusadasi. Vi havde ikke de vilde planer, så vi tog en stille og rolig morgen, desværre sov Jakob ikke så længe, men det var rart at kunne tage den med ro, og vi nød, at der ikke var ret mange mennesker på skibet.

Op ad formiddagen stod vi af skibet og gik en tur op i byen. Det var dog ikke den store succes, da den kun var fyldt af souvenirbutikker med billigt bras og en masse påtrængende sælgere. Vi købte dog lidt sandlegetøj, da vi har planer om at skulle på stranden på Mykonos. Vi fik også en sodavand på en cafe, så vi kunne benytte deres Internet.

På vej tilbage til skibet så vi et sted hvor de solgte fisk, der lige var blevet fanget, så der var vi lige inde og kikke på udvalget. Det så lækkert ud.

Tilbage på skibet fik vi frokost. Efter frokost og Jakob (og Rasmus) lur gik vi op på pooldækket. Thomas prøvede vandrutsjebanen mange gange. Rasmus prøvede Aqua-dunken. En noget vildere vandrutsjebane, hvor gulvet forsvinder under fødderne på en og man suser afsted.

Da det blev tid til Jakobs anden lur blev Thomas og Christina på pooldækket. Christina læste og Thomas var både i poolen og rutsjebanen. Han kom og fortalte at han næsten havde fået en ven i køen til vandrutsjebanen og at de havde snakket sammen. Og Thomas havde kunne sige at "my name is Thomas" og "no" til om han havde prøvet Auqa dunken.

Efter Jakobs lur var det næsten tid til aftensmad. Vi gik lidt rundt på skibet først. Efter maden ledte vi efter en annonceret dansefest som vi dog aldrig fandt.

Christina og Thomas var til show i dag, mens Rasmus badede og puttede Jakob.

Tirsdag

I dag gik turen til Rhodos. Jakob var forholdsvis tidligt oppe, men Thomas havde ret svært ved at vågne op, så klokken blev 9 inden vi gik op og fik morgenmad.

Da vi havde spist og pakket en taske gik vi i land. Der var en gruppe græske folkedansere lige uden for skibet, så dem stod vi og kikkede på et stykke tid. Jakob synes de var spændende og klappede ihærdigt. Efter et stykke tid, gik vi op i byen hvor Thomas nød alle butikkerne med ridderting. Vi gik op til Stormesterens Palads, hvor vi gik rundt i et godt stykke tid, selvom det var ret varmt.

Da vi var nede på hovedgaden satte vi og for at få en is og noget at drikke. Jakob var ret sur, for han havde smidt sin sut, og vi havde ikke en ekstra med. Så vi fandt en kiks til ham, som han fik mens han sad på Christina. Han stak den i munden og lukkede så øjnene og sov.  Vi andre sad og hyggesnakkede og så på omgivelserne. Da Jakob vågnede gik vi ned mod skibet. Vi så nogle papegøjer på vejen. Thomas fik lov til at holde en og Christina fik en på hovedet.

Tilbage på skibet fik vi frokost og var nede og tegne lidt, inden Jakob skulle sove, Alle undtagen Thomas endte med en lur. Thomas hyggede med iPaden.

Da Jakob vågnede stod den på toddlertime. Det var en halv time, hvor der blev fundet en del småbørnslegetøj frem i en af loungerne. Thomas fik sig en farverig drink imens.

Derefter gik vi lidt rundt på skibet og så mens vi sejlede fra øen. Efter aftensmaden, hvor Jakob står for underholdningen af de nærmeste borde, gik vi et smut ned og kiggede i butikkerne. Derefter var det puttetid for begge drengene.
 

Onsdag

I dag var det så sidste stop inden vi sejler tilbage mod Italien og Venedig. Vi ankom til Mykonos tidligt om morgenen. Vi skulle kun være i havn til 2.45, så det var med at komme afsted, hvis vi ville have noget ud af dagen.

Vi startede med at tage en bus ind til byen, hvor vi gik lidt rundt og kikkede. Vi satte os ind på en isbar, hvor vi voksne fik en iskaffe og Thomas fik en kæmpe vaffel med nutella. Jakob var ved at være træt, men han ville ikke overgive sig til søvnen, men sad for en gangs skyld pænt i klapvognen.

Vi tog bussen tilbage til skibet og begav os derefter over en stejl bakke hvor der var ret smalt og intet fortov. Da vi kom ned af bakken kom vi hen til en strand hvor vi lejede et par liggestole. Jakob var faldet i søvn på vejen, så han sov, mens Thomas og Rasmus hyggede i vandet.

Da Jakob vågnede, var vi alle i vandet, og der blev bygget sandslotte. Desværre kom der nogle ret voldsomme bølger hver gang der kom et skib/færge ind i havnen, og det gjorde der ret tid. Så vi var oppe af vandet mange gange.

Lidt over 1 pakkede vi langsomt sammen og vandrede tilbage til skibet. Her gik vi op for at spise frokost. Vi sad så vi kunne se alle de folk som kom tilbage til skibet. Der gik en ældre mand rundt og så ret panisk ud og talte meget i telefon og snakkede med Disneys personale. Vi troede, at han manglede resten af hans familie, men det viste sig (tror vi i hvert fald), at han havde kontakt med shuttle busserne og ca. 30 min efter vi skulle have sejlet kom en bus med en kvinde og 3 børn. De km gående stille og roligt, men fik da fart på, da det gik op for dem, at det var ret tæt på, at skibet var sejlet uden dem.

Da vi var sejlet, gik vi ned i kahytten, så begge drenge kunne få en lur. Det er pirataften i aften og Thomas ville gerne se showet som først starter kl.22, så det var også nødvendigt med en lur til ham.

Efter aftensmaden var vi inde og være med i en piratleg, hvor der både skulle skures dæk, synges piratsange og kastes med skatte. Det synes begge drenge var sjovt.

Tilbage i kahytten kom Jakob i bad og hyggede sig i kahytten, mens Thomas læste og læste. Han er i gang med en serie på 11 bind, og den er vist ret spændende. Rasmus blev dog ikke så populær, da vi fandt ud af, at han kun havde lånt de 10 første bind og ikke det sidste.

Jakob mente ikke, at han skulle sove, men det lykkedes da til sidst at få ham til at falde i søvn, mens Thomas og Rasmus nød piratfesten.

Torsdag

Urene var blevet stillet en time tilbage, så Jakob vågnede forholdsvis tidligt. Men vi stod op alle sammen og gik op og spiste morgenmad.

Efter morgenmaden havde vi en travl formiddag. Idag var en hav-dag, så der var masser af aktiviteter. Vi startede med Wake Up-show for de mindste, hvor Jakob fik danset igennem sammen med en del andre små børn. Derefter var det tid til at lave masker og til sidst skulle Christina og Thomas tegne Anders And og Pluto, mens Rasmus havde Jakob oppe på værelset til en formiddagslur.

Efter luren fik vi frokost, og så var det tid til at lære at trylle. Tryllekunsteren fra tidligere havde et særligt børneshow, hvor han tryllede og lærte børnene en tryllekunst. Rasmus og Thomas var med til hele showet, mens Jakob og Christina kun så det sidste. De havde været lidt rundt omkring på skibet, hvor Jakob charmede alle i hans supermand nattøj (som han havde på hele dagen).

Da trylleshowet var slut kravlede Jakob og Rasmus lidt på trapper, mens Christina og Thomas lærte at folde håndklædedyr.

Senere gik vi op på dækket og hyggede med en isvaffel eller to (Thomas er ret vild med tag selv softiceen) inden vi gik ned i kahytten. Dernede fik Thomas lov til at bestille room-service (3 stk Mickey-barer) og han var ret stolt. Så var det tid til Jakobs eftermiddagslur.

I dag skulle Thomas prøve at være alene i klubben. Han ville gerne til Avengers Academy, og det kunne man ikke, mens der var åbent hus. Det var vist sejt, og han fik forsvaret skibet mod Red Skulls håndlangere og hilst på Captain America. Bagefter gik vi ned i forretningen og købte en t-shirt, som vi havde lovet ham, som bevis på, at han havde været på Academy'et.

Så blev det til tid aftensmad. Vi skulle spise i Animators, hvor vi skulle tegne figurer, som derefter dansede på skærmen i et show.

Efter aftensmaden gik vi op i kahytten, hvor Jakob blev puttet, mens at Christina og Thomas gik til show.

Fredag

Så blev det allerede cruisens sidste dag. Dagene er bare fløjet afsted.

Vi startede med at sende Rasmus og Jakob til toddler time, hvor de hyggede sig med andre små børn og legetøj.

Efter morgenmaden gik vi i klubben, hvor Thomas og Rasmus blev ironman på skift. Christina gik på et tidspunkt hen i kahytten for at pakke vores kufferter. Imens hyggede Thomas, Jakob og Rasmus i klubben. Thomas fik også sagt hej til Pluto på vejen.

I dag var det som bekendt 4. juli, så skibet var flot pyntet og der var forskellige aktiviteter. Vi lavede fotorammer og klippede figurer og så Disney figurerne udklædte i patriotisk tøj.

Vi var også til danse fest på dækket. Men da indsejlingen til Venedig begyndte, måtte der ikke være larm på dækket, så der blev helt stille. Lidt underligt, for der er ellers altid meget larm på dækket.

Efter Jakobs 2. lur, som han først tog efter store protester ankom vi til Venedig. Vi blev enige om at gå i land og se os lidt omkring. Vi tog en vandmetro ind til Rialtobroen hvor vi fik aftensmad.

Derefter gik vi ind på Markuspladsen og så os lidt omkring. Vi havde bestemt os for en gondoltur, som ingen af os havde prøvet før, selvom især Christina har været en del gange i Venedig som barn. Det var en hyggelig tur. Desværre blev Jakob dog hurtig sur over, at han skulle sidde stille og ikke måtte pille ved gondolen. Og når Jakob er sur, er man ikke i tvivl om, at han er utilfreds.

Da turen var færdig, gik vi igen ned på Markuspladsen og forbi Sukkenes Bro, og tog en vandmetro tilbage til havnen.

Tilbage på skibet, fik vi lige en lille is på pooldækket inden den stod på sengetid i kahytten.

Lørdag

Christina vågnede lidt i 7 ved at der ude på gangen blev annonceret at man kunne gå fra borde. Hun fik pakket de sidste af vores ting og ca. 7.15 vågnede resten af familien og fik tøj på.

Da vi havde spist morgenmad gik vi ned i til den restaurant hvor vores tjenere var og gav dem deres drikkepenge. Derefter gik vi fra borde og fandt vores bagage. Vi var lidt tidlig på den i forhold til vores aftale med vores chauffør, men han var allerede dukket op, så vi fik kufferterne i bilen, og kørte mod hotellet ved lufthavnen. Christina synes godt nok han kørte lidt vildt og turen var noget længere end vi havde regnet med.

Vi havde egentlig planer om at tage ind til Venedig igen i dag og besøge Murano, men vi blev hurtige enige om, at vi ikke havde lyst til at sidde i en bus i 1 time hver vej. Vores værelse var ikke klart, så vi hang lidt ud i lobbyen og gik en tur i området og handlede ind til lidt frokost.

Kl. 12 kunne vi tjekke ind. Vi havde booket et familieværelse som viste sig at være to sammenhængende værelser, så efter 9 dage i en lille kahyt, nød vi al pladsen.

Efter Jakobs anden lur, gik vi hen i et shoppingcenter og så og lidt omkring, og købte til Thomas store glæde, et kæmpe glas Nutella (de har ikke Nutella på skibet, så det havde han savnet).

Vi spiste aftensmad på hotellets terrasse. Det var super hyggeligt. Da vi kom op på værelset igen blev Jakob puttet og Thomas fik læst et kapitel "Potter".