Lørdag den 12. maj

Efter en sen morgenmad skulle vi mødes i Cadillac Lounge og udveksle de sidste Secret Mickey gaver. Desværre kom den pige, som Thomas var Secret Mickey for ikke - hendes mor kom bare og hentede gaven - og den, som var Secret Mickey for Thomas kom slet ikke. Så Thomas blev ret ked af det.

Heldigvis hjalp det lidt på humøret, at der lidt senere var prinse og prinsesse-te. Først skulle vi dog have afleveret vores svar til skattejagten - desværre havde vi to fejl, så vi vandt ikke. Men prinse og prinsesse-teen var hyggelig og Thomas i sit flotte prins Ali-tøj fik sagt hej til alle prinsesserne.

Ellers hyggede vi bare indtil aftensmaden. Det var "semi-formal", så vi tog noget semi-pænt tøj på (Thomas valgte at beholde sit prinse-kostume på) og gik til aftensmad. Det var Captains Galla-menu, og både Christina og Rasmus fik den kæmpe hummerhale til hovedret.

Efter aftensmaden gik Rasmus ned og så den nye Avengers-film i biografen.

Søndag den 13. maj

I dag var det Mors Dag, så Christina blev vækket med morgenmad på sengen og en fin gave fra Thomas: en bog, som han selv havde tegnet.

I løbet af natten var vi ankommet til Ensenada, Mexico. Vi havde først en udflugt til frokost, så vi hyggede os bare på skibet og fik pakket et par kufferter. Vi fik også kigget lidt på søløverne, der lå inde på kysten og solede sig.

Efter en kort sightseeing tur i Ensenada blev vi kørt til en restaurant, hvor vi skulle lære at lave mexicansk mad. Vi fik os en virgin margarita og lavede så "salsa mexicano", guacemole, enchilada og en ting mere, vi ikke lige kan huske navnet på. Salsaen og guacemolen var gode, men de andre smagte ikke helt, som vi bedst kan lide dem. Men det er jo nok bare fordi vi plejer at få fordanskede versioner af Tex-Mex i stedet for rigtig mexicansk mad.

Efter madlavningen havde vi tid til at kigge lidt på forretninger i Ensenada. Men det var en værre turistfælde, så efter at være gået lidt rundt endte vi med at få en frappucino hos Starbucks og en sodavand hos Subway.

Tilbage på havnen fik vi også lige tid til at kigge lidt på søløverne - der var kommet flere til i løbet af dagen, og nu var der mindst 30. De lå rigtigt og snakkede med hinanden - og de lugtede ret fælt.

 

Kort tid efter vi var kommet ombord sejlede skibet mod Los Angeles. Thomas og Rasmus gik op og fik sig en sidste tur i Fedtmule-poolen, mens Christina pakkede det sidste.

Så gik vi til show, hvor der blev sagt farvel både af Disney-figurerne og af nogle af de entertainere, der havde været med på skibet.

Aftensmaden havde også farvel-tema. Jaani havde lavet en flot origami-drage til Thomas, og Thomas brugte det meste af middagen på at tegne hule og skatte-grotte til den. Efter vores Baked Alaska-dessert fik vi givet tjenerne deres drikkepenge, som udgør størstedelen af deres løn.

Kl. 10 var der farvel-show, hvor figurerne og prinsesserne sagde "på gensyn".

Mandag den 14. maj

Vi stod op kl. 7, fik tøj på og gik op i Beach Blanket og spiste morgenmad. Thomas var ikke helt vågen.

Bagefter gik vi ned og sagde farvel til Jaani og Robert. Thomas var ret ked af det og fældede et par tårer.

Så ventede vi lidt til, at det blev vores tur til at komme af skibet. Da det blev vores tur, fik vi fundet vores bagage og vores chauffør og blev kørt til Santa Monica. På vejen konkluderede vi, at det vist var godt, at vi ikke selv skulle køre på motorvejen med 2*6 spor og dobbelt indfletning.

Vi kunne heldigvis få vores værelse med det samme, så vi fik sat vores kufferter op og checket internet, inden vi gik ud på shopping på Santa Monica Third Street, som er den eneste gågade i LA.

Vi fik shoppet en masse tøj til Thomas og Rasmus og lidt kageting til Christina. Vi var også en tur nede og se Santa Monica Pier, hvor Route 66 ender. Det var en flot gammel træ-mole, som var fyldt med boder og underholdning. Der var sågar et lille tivoli.

Efter aftensmaden tog vi tilbage til hotellet og fik gjort klar til hjemrejsen i morgen. Denne gang har vi "kun" én ekstra kuffert med hjem.