Home

Disneyland Paris 2011

Mandag den 28. marts

Vi stod op omkring kl. 4.30 og gjorde os klar. Thomas blev vækket lidt i 5 og var heldigvis hurtigt frisk. Vi spiste morgenmad i lufthavnen inden vi fløj mod Paris. Vi landede omkring 8.30 og fik hurtigt vores bagage. Vi havde bestilt en bil til at komme og hente os, og chaufføren stod og ventede på os.

Turen til hotellet tog omkring 30 min. Da vi var fremme kunne vi allerede komme ind på vores værelse, hvilket var rart, for så kunne vi få nogle af vores medbragte snaks og drikkevarer med i parken. Vi har fået et værelse på stueetagen og har derfor en lille terrasse.

Vi var i Magic Kingdom omkring kl. 11. Først gik vi ind i Salon Mickey. En lille salon med egen indgang til parken, som er forbeholdt aktionærer - Christina skulle jo lige afprøve sit nye aktionærbevis.

Vi startede med en tur i Peter Pan og prøvede lidt forskellige ting, inden det blev tid til frokost.

Vi spiste på The Golden Nugget, hvor der var livemusik – og vigtigst af alt – besøg af Mickey Mouse.

Resten af dagen blev brugt på forskellige forlystelser og lidt shopping.

 

Vi spiste aftensmad på hotellet på en restaurant med Disney karakterer. Der var imidlertid kun to som kom hen til vores bord, men heldigvis var Mickey den ene. Thomas og Christina gik før end Rasmus, da Thomas havde ondt i øret og var meget træt. Han havde dog heldigvis ikke feber.

Fredag den 29. marts

I går havde været en lang dag, så vi startede med at sove længe. Så først ved 8.30-tiden stod vi op, og gik op i hotellets restaurant for at spise morgenmad.

Efter morgenmaden tog vi i Walt Disney Studios. Vi startede med en tur "behind the scenes", hvor vi så filmkulisser og hvordan man laver special effects.

Derefter gik vi i Toy Story-land, hvor vi kørte med Slinky og Rasmus var i en racerbil-forlystelse, der var lidt for vild for de andre.

Så blev det snart frokosttid og vi havde bestilt bord på Café Mickey i Disney Village. Igen var der masser af Disneyfigurer og noget overraskende godt mad.

Efter maden gik vi tilbage til Studios, hvor vi gerne ville have været på et "tegnekursus", hvor man kunne lære at tegne Disney-figurer. Desværre var det ikke åbent, men vi hyggede os i stedet med at tegne små tegnefilm, lægge lydeffekter til film og meget andet.

Så var det paradetid.

Efter paraden var vi til Playhouse Disney show med Mickey Mouse's Klubhus, De Små Einstens m.fl. Da vi sidst så showet i Florida var vi nødt til at gå, fordi Thomas var for bange, men i dag nød han det meget. Bagefter så vi endnu et show, Animagique, som var et såkaldt "black light"-show, hvor der var helt mørkt i salen, og så blev lyst med ultraviolet lys mod scenen, hvor skuespillerne og figurerne havde tøj på, der lyste med UV-lyset. Det var rigtigt flot.

Om aftenen skulle vi til Buffalo Bills Wild West Show. Et rigtigt cowboy og indianer show. Vi startede med at blive delt ind i fire hold. Vi var det røde hold: Red River Ranch.

Mens vi spiste cowboymad var der så show med heste, kvæg, bisonokser - og ikke mindst cowboys, indianere og Mickey Mouse, og efter maden var der konkurrence, hvor de fire hold dystede om at vinde guldmønter til hele holdet. Vores hold vandt!

Onsdag den 30. marts

I dag kom vi også først op ved 8.30 tiden, men vi var mere effektive i dag, så vi var i parken 9.15. Så vi nåede 45 min. i parken, hvor det kun var folk der boede på Disney-hotellerne, som kunne komme ind.

Vi var en tur i Buzz igen. Faktisk var vi inde i den tre gange i dag. Rasmus vandt de 2 gange og Christina den sidste. Vi var også en tur i spøgelseshuset, hvor vi så et brudespøgelse. Rasmus måtte også lige omkring hotellet efter regnslaget til klapvognen, for det begyndte at regne.

Thomas og Rasmus var også en tur i en rutsjebane, mens Christina shoppede.

Rasmus fik os lokket ned i fremtidsland, hvor vi så en masse sci-fi. En 3D film med Michael Jackson og en tur i en star wars rumskibs-simulator.

Vi fik frokost hos Walts hvorfra vi kunne se noget af paraden.

Efter frokosten som vi fik forholdsvist sent, gik vi tilbage til hotellet hvor vi slappede lidt af.

Ved 6 tiden gik vi tilbage til parken, hvor vi prøvede lidt forskellige ting. Lidt over syv ville vi have aftensmad, men vi havde svært ved at finde et sted som havde åbent, så vi endte med noget fastfood.

Da parken lukkede gik vi hen i Disney Village som er "aften området" i Disney, hvor Christina shoppede noget mere og vi fik en iskaffe.

Torsdag den 31. marts

I dag ringede vækkeuret kl. 7.00, så vi kunne komme ud af fjerene og afsted. Da vi næsten var færdige med at spise morgenmad, ville Christina gerne gå i forvejen, så hun kunne pakke til dagen. Så Thomas og Rasmus blev tilbage og spiste deres morgenmad færdig, og da de kom ned til værelset lå der en overraskelse i Thomas's seng: Mickey Mouse havde været med en kæmpe Mickey-bamse til Thomas!

Inde i parken startede vi med en omgang Buzz, hvor Rasmus desværre fik tæv. Så gik vi op i Fantasyland, hvor vi gerne ville ind i Alice's Labyrint, som havde været lukket de andre dage. Desværre havde de tekniske problemer, så der gik lidt tid inden vi fik lov at komme ind. Men Thomas nød rigtigt labyrinten, da vi endelig kom ind! Og til sidst fandt vi også ind til den røde dronnings slot.

Til frokost skulle vi spise i Auberge de Centrillion: "Askepots Kro". Her var der prinsesser, en prins og to mus, og lækker fransk mad. Thomas blev nysset af prinsesserne og krammet af musene.

Efter frokost gik vi hurtigt forbi hotellet, hvor der var figurtræf i lobbyen. Christina nød at give Æseldyr et kram igen.

Så gik vi til Studios, hvor vi startede med at se at Crush's Coaster kun havde 20 minutters kø, hvor den plejede at have mindst en times kø. Så Rasmus fik tvunget Thomas og Christina med ind, med løftet om at det ikke var en særlig vild rutschebane. Bagefter var de dog ikke enige: "mit hjerte er knust", sagde Thomas. Så Rasmus måtte love at finde noget til kompensation, så Thomas fik et stykke legetøj senere - Christina mangler stadig at få noget.

Bagefter gik turen videre til Toy Soldiers Parachute Drop, hvor vi skulle falde i faldskærm. Thomas ville gerne ind i Tower of Terror, som er en del vildere, så vi ville gerne se, hvordan han tog den her tur først. Han storsmilede over hele hovedet, men bagefter sagde han, at den ikke var sjov, så vi har stadig ikke besluttet om han skal have lov til at prøve Tower of Terror.

Så fik vi sagt hej til Buzz Lightyear og Mickey inden vi gik ned til Animator's Academy, hvor vi fik lov til at lære at tegne Mickey.

Så tog vi tilbage til Magic Kingdom og fik en tur mere i Buzz inden vi gik til Village og spiste aftensmad på Annette's Diner. Her kørte tjenerne på rulleskøjter.

Til sidst var det ellers tilbage til hotellet, hvor der blev pakket kufferter og skrevet postkort.

Fredag den 1. april

Efter den sædvanlige gode morgenmad på hotellet tog vi til Magic Kingdom og fik os en tur i Buzz. Så gik vi til Fantasyland, hvor vi igen prøvede at få hevet sværdet op af stenen og fik prøvet et par forskellige forlystelser.

Derefter gik vi lidt rastløse rundt og kunne ikke rigtigt finde på noget at prøve - det var den tidlige åbning, kun for Disney-hotelgæster, så der var ikke så meget åbent. Så vi tog til Disney Studios i stedet, hvor vi fik hilst på Fedtmule og Aladdin, fløjet i flyvende tæpper, set show og øvet os i at tegne, inden vi gik ind og fik os en pizza.

Efter frokost tog vi tilbage til Magic Kingdom, hvor vi gik på opdagelse i pirat-området. Her var både dybe labyrint-agtige grotter, piratlegeplads og et kæmpestort træhus.

Så gik vi ind og fik os en Ben & Jerry is, inden vi satte os til at vente på paraden. Vi legede også "autograf-leg", hvor vi legede at Thomas var en stjerne, så han skulle skrive i autografbogen og vi skulle tage billede sammen med ham.

Vores chauffør ringede og spurgte, om det var i orden, at han hentede os 15 minutter før, så Rasmus gik tidligt for at sørge for bagagen, mens Christina og Thomas blev og så paraden.

Transporten til lufthavnen gik som smurt og bortset fra lidt omrokering af bagagen på grund af forkert vægtfordeling i kufferterne (vi havde glemt vores rejsevægt), kom vi fint med flyet.